Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
September 2002
Status efter 40 år med Kulturministerium
Der er langt fra kulturpolitikernes ord til de reelle handlinger, hævder bog om kulturpolitik og -økonomi
CulturCritik:
Kulturministre har visioner og fremlægger disse i redegørelser. Bagefter lader de tingenes tilstand være uforandret. Det er grundpåstanden i bogen Kulturen, kunsten og kronerne - en sammenfatning af kulturpolitik i Danmark 1961-2001.
Bogen gennemgår hovedlinjerne i den proklamerede og den førte kulturpolitik siden Kulturministeriet blev oprettet i 1961. De mest centrale kulturpolitiske dokumenter, primært kulturministrenes kulturpolitiske redegørelser, gennemgås indgående og analyseres. Fra 60'ernes fokus på demokratiseringen af adgangen til den borgerlige dannelseskultur, over 70'ernes mere mangfoldige kulturopfattelse til 90'ernes instrumentalisering af kulturen, som ikke længere skal begrundes i sig selv.
En række af de centrale kulturpolitiske temaer defineres og sættes i kritisk lys: decentraliseringens mange ansigter og fortolkningsvarianter, disse års udefinerede men konstant fremhævede "kvalitetsbegreb" og ligeså med den hyppigt nævnte grundpille i dansk kulturpolitik, "armslængdeprincippet".
Armslængde i håndjern
Der findes ikke nogen statsautoriseret dansk definition af armslængdeprincippet. Kulturministeriet har en våset definition, der siger "at staten ikke skal blande sig i fordelingen af den offentlige kulturstøtte". Selvfølgelig blander staten sig, det er jo staten som deler pengene ud. Meningen er snarere, at politikerne ikke skal blande sig.
Udenlandske definitioner understreger, at
armslængde er, når pengeuddelerne er uafhængige af de politiske niveauer, for at sikre maksimal ytringsfrihed. Den danske model for armslængde har indlagt et korporativt element, hvor kulturarbejdernes organisationer vælger et antal af de mennesker, som sidder i armslængdeorganerne.
Bogen gennemgår en række af de danske armslængdeorganer, hvor armslængden er med ført hånd, fordi de pågældende råd ikke har fuld kompetence. Helt grelle er eksemplerne fra den kommunale og amtskommunale virkelighed, hvor nærdemokratiet ikke giver plads til armslængden. Besynderligt nok overser bogen, at Statens Kunstfonds repræsentantskab, som eksempelvis udpeger de faste finanslovsmodtagere, er fyldt med partipolitikere.
Bogen ser en modsætning i, at politikerne på den ene side fremhæver armslængdeprincippet og på den anden side fastholder at det er politikerne som bevilliger penge til langt de fleste statslige institutioner. Bogens forfatter ville foretrække, at det var armslængdeorganerne som havde det fulde ansvar for alle dele af området (eksempelvis at Teaterrådet også var bevillingsgiver til Det Kongelige Teater). Hermed kommer forfatteren til at sammenblande begreberne armslængdeprincip og armslængdeorganer.
Der har aldrig været politisk ønske om, at alle finanslovsbevillinger skulle gå til armslængdeorganer. Der har derimod været stærk politisk konsensus om at holde politikere væk fra kagefadet i form af konkret stillingtagen til navne, forestillinger, titler etc. Set i dansk politisk optik er der fuld armslængde fra Folketinget/Kulturministeren til Det Kongelige Teater.
Perspektivløs talgymnastik
Er bogen god til at blive klog på kulturpolitiske holdninger, så er afsnittene om kulturens økonomi desværre uanvendelig som analysebidrag. Forfatteren forholder sig fuldstændigt statisk til kulturministeriets økonomi og kommer derved til forfærdeligt mange fejlslutninger. I løbet af de 40 år er kulturministeriets budget 6-doblet målt i 2001-priser. Denne reelle stigning og baggrunden for det, giver bogen ikke svar på.
I stedet vurderes Kulturministeriets budget som en andel af den samlede finanslov. Og hvis en kulturminister ikke har været i stand til at hæve ministeriets andel af den samlede finanslov, så står hans ord til dumpekarakter i bogen. For ministeren fulgte ikke ord op med handlinger. Altså: hvis Folketinget beslutter at hæve sociale ydelser, bloktilskud til hospitaler eller skal betale mere i arbejdsløshedsunderstøttelse, så skal ministeren følge op med samme stigning i kulturudgifterne. Denne form for politisk-økonomisk målsætning har ingen ministre formuleret, derfor kan man heller ikke lade ministre dumpe på dette.
I 1961 var kulturens andel af statsudgifterne 0,7%, i 2001 var den 1,0%. Bogen konkluderer, at "Kulturministeriets oprettelse har altså en gavnlig effekt på den prioritering, som kulturen får af de samlede udgifter". Ud fra bogens præmisser burde man have nedlagt Kulturministeriet i 1967, hvor andelen var helt oppe på 1,4%...
Den statiske betragtning af kulturudgifter understreges af, at finansloven og kulturpolitik er langt mere dynamiske størrelser end forfatterens analyse lader forstå. Tipspengene har givet en voldsom statslig merindsats på kulturfeltet - og en eller anden minister er nok medansvarlig for at dette er sket. Licensstigninger er brugt til at styrke filmmiljøer. Den nuværende kulturminister har aktivt sikret skattefradrag ved kunstkøb - det kan ikke ses på bogens definition af kulturøkonomi. Hvis en kulturminister faldt for kravet om momsfritagelse for bøger, så ville ministeren dumpe i bogens analyse - momsen kan jo ikke ses i Kulturministeriets budget. Bogen slutter i 2001. Hvis bogen havde haft 2002 med, så ville den nuværende kulturminister få ros: Kulturministeriets andel af den samlede finanslov er igen i vækst!
Den post på Kulturministeriets budgetter, som har forbedret sin position bedst gennem årene er - ifølge bogen - uddannelsesområdet. Hvorved forfatteren fuldstændigt overser, at en række uddannelser gennem årene er flyttet fra Undervisningsministeriet til Kulturministeriet. Det har været en bestræbelse på at samle uddannelsesområdet - men er ikke nødvendigvis en højere økonomisk prioritering. Og der er altid fulgt penge med fra Undervisningsministeriet.
Søges: nyskabende kunst
Alle kulturministre har fremhævet behovet for støtte til den nyskabende kunst. Bogens påstand er, at ministrene ikke har ønsket at sætte handling bag ordene. Beklageligvis foretages denne analyse ved at blande pærer og bananer sammen. Forfatteren vælger at tolke begrebet nyskabelse, som noget der udelukkende kan ske i nye institutioner, som lever af frie midler i Kulturministeriet. Ud fra denne målestok går "kun" 14% af Kulturministeriets budget til "nyskabende kunst".
Man savner dog et mål for, hvad disse 14% skal holdes op imod. De færreste vil have forventninger om "nyskabende kunst" i Rigsarkivet, i de kulturhistoriske museer, på Danmarks Biblioteksskole og mange andre institutioner. De 14% kan derfor ikke holdes op som sammenligning med de resterende 86%. Forfatterens definition holder heller ikke vand i forhold til den politiske konsensus. Det er aldrig sagt af kulturministre, at den nyskabende kunst var forbeholdt nye initiativer og frie rammer. Tværtimod er det også en kulturministeriel forventning, at der skabes ny kunst på f.eks. Det Kongelige Teater (man kan sågar hævde, at dette års ikke-opførte Hamlet-forestilling er den mest nyskabende forestilling i mange år, selv uden scene er kunstbegrebet sat til debat, som var det altsammen en planlagt konceptuel forestilling:-).
Forfatteren hælder til en opfattelse af, at kulturministeriet mangler kontrol med anvendelsen af midlerne. De livsvarige hædersgaver fra Statens Kunstfond regnes ikke til nyskabende kunst, for "Kunstnerne kan for så vidt bruge midlerne til at købe sommerhus for". Om prioriteringen af amatørområdet siges "der kan sagtens være massevis af tiltag på den kulturelle egenudfoldelse rundt omkring i kommunerne, men der behøver ikke være det! (forfatterens kursivering og udråbstegn).
Forfatteren vælger således at læse de organisatoriske og økonomiske aftaler om kulturen med maksimal mistillid. Synspunktet er, at hvis en part ikke er forpligtet, så bør man ikke indregne denne parts økonomiske andel. Økonomiske analyser må foretages ud fra de faktiske økonomiske bevægelser, ikke ud fra tro eller mistillid til myndigheder.
I Kulturen, kunsten og kronerne argumenterer forfatteren stærkt for, at øge andelen af ministerielle støttekroner til frie puljer ud fra en overbevisning om at dette fører til flere og bedre nye initiativer. Der argumenteres også overbevisende for, at armslængdeorganerne bør have større beføjelser og større budgetter. Beklageligvis er disse synspunkter ikke funderet i bogens analyse af den faktisk førte kulturpolitik. Debatten er dog absolut relevant.
